25 års Jubilæumsfest, 5. marts 2005

 

Referat fra Jubilæumsfesten den 5. marts 2005.

 

113 festklædte deltagere mødtes i cafeteriet JDR kl. 17.30. Der var hurtigt gang i snakken, mens vi stille nød en velkomstdrink. Alle var oplagte til en rigtig hyggelig aften.

 

Kl. 18.00 satte vi os til bords efter en bordplan, som Orla, Jan & Flemming havde brugt en del tid på at sætte sammen, hvilket de skal have stor ros for. The Young Ones spillede indgangsmarch til vi alle havde fundet vores pladser.

 

Aftenens toastmaster, Kristian N. Andersen bød på foreningens vegne alle velkommen, og fortsatte med at fortælle om aftenens program, hvad vi skulle have at spise, samt praktiske oplysninger i forbindelse med aftenens arrangement. Kristian fortalte om hvordan foreningen opstod for 25 år siden, samt hvem der var ide` mændene til foreningen.

 

Efter en samlet skål, gik vi i gang med forretten, som var en fiskeanretning, og The Young Ones spillede dæmpet musik til.

Efter forretten bad Knud Hartvigsen om ordet, og han fortalte om hans 25 års formandsperiode for foreningen. Han kunne tydeligt mærke forskellen fra dengang hvor medlemmerne var til fælles ture i naturen m.m., og så til i dag, hvor kun ”siddende” arrangementer falder i de gamle medlemmers smag. Formanden kom ind på, at nogle af medlemmerne er så gamle, at vi måske skulle overveje en konkurrence i rollatorræs på cindersbanen. Knud var også stolt af, at foreningen som startede i det små, i dag tæller ca. 100 medlemmer, hvoraf en meget stor procentdel møder op til vores Generalforsamlinger m.m..

 

Efter formandens tale sang vi de 3 første vers af foreningens slagsang, og det var tydeligt for enhver, at The Young Ones havde øvet sig på sangen i forvejen.

 

Efter formandens tale, bad foreningens første oldermand, Erik Wettergreen om ordet. Han fortalte om starten på foreningen, samt om den berygtede tur til Stoubæk Krat.

 

Hovedretten som var 3 slags kød med diverse tilbehør var nu klar på ”tag selv” anretterbordet, og snart var vi i gang med at spise, samt drikke foreningens rødvin til. Efter hovedretten holdt musikken en fortjent pause, mens der blev gjort klar til desserten.

 

Formanden for HKKF lokalafdeling Holstebro, Henrik Bording bad om ordet. Han takkede for det gode samarbejde de 2 foreninger har, og sluttede af med at overrække Knud en check på 2.500 kr. Knud takkede mange gange for checken, og håbede at det gode samarbejde vil fortsætte fremover.

 

Desserten var is og kagebord, hvor vi kunne forsyne os med hvad vi havde lyst til. Til desserten var der en flaske mousserende hvidvin (Asti) til hvert bord.

 

Efter desserten overtog Preben toastmasterens rolle, og fortalte kort, at en forening med 25 års jubilæum, også måtte have nogle 25 års jubilarer. Derefter blev foreningens formand gennem alle 25 år, Knud Hartvigsen kaldt op til scenen, som den første jubilar. Derefter foreningens første æresmedlem, Orla Mouritsen, som anden jubilar. Foreningens anden æresmedlem, Erik Thomsen, blev kaldt op som 3. jubilar. Sidst men ikke mindst aftenens toastmaster Kristian Andersen, som fjerde jubilar. Alle 4 fik et gavekort på 3 flasker af foreningens rødvin, samt taktfulde klapsalver fra hele forsamlingen.

 

Da jubilarerne havde fået sig sat, fortsatte Preben sin tale til forsamlingen med at der i invitationen stod nævnt noget med en festlig overraskelse, og den ville komme nu.

 

Ind på gulvet kom Peter Vinge Koustrup fra Vildbjerg, iklædt fuld camouflage uniform og nogle meget fancy solbriller. Peter er umuglig at referere; men han havde mange vanvittige jokes om livet som soldat, samt forviklinger omkring bynavne. Oberst Kurt Mosgaard der sad ved VIP bordet blev kaldt boss, hvilket faldt i god jord. Et ca. 20 minutters indslag, hvor alle fik rørt lattermusklerne.

 

Kaffebordet var stillet frem, og fra nu af, gik The Young Ones i gang med at spille op til dans, hvilket hurtigt gav sig udslag i at dansegulvet var fyldt til bristepunktet, hvilket det var uafbrudt til musikken sluttede kl. ca. 01.15. Kristian havde på et tidligere tidspunkt gjort alle opmærksom på, at der var drikke ad libitum hele aftenen. Det var der mange der benyttede sig af.

 

Alle bestyrelsesmedlemmer fik mange gange i løbet af aftenen tilkendegivelser over, at det hele var vellykket. Vi vil også gerne takke alle for, at festen gik som den gik, idet alle er jo med til at skabe en god fest.

 

Fra The Young Ones er der også stor ros til alle. Det er som de siger, meget sjovere at spille til et publikum, der er med på dansegulvet lige fra begyndelsen. Ligeledes kunne folk synge med på mange melodier i en grad så musikkerne næsten ikke behøvede at synge med.

 

Per ”Hat” Andreasen fra The Young Ones gav os sit Troels Trier nummer, om at være på rekreation.

Musikken sluttede kl. 01.15, hvor vi sang sidste vers af slagsangen m.m..

 

Som afslutning på aftenen var der natmad, som var et pålægsbord med forskelligt brød til.

Derefter sivede vi alle hjem lidt efter lidt, efter en dejlig aften i godt selskab.

 

 

   

     "Vi er på rekreation, vil ikke bytte for en million"

Referat & fotos: Preben S. Olesen