Referat og fotos fra Frøslevturen den 12. april - 2008

 

Til dette fællesarrangement havde der tilmeldt sig 60 – 70 personer, heraf 12 fra Gammeldreng.

 

Kl. 07.30 kørte vi afsted fra JDR i 2 af forsvarets busser mod Herning, hvor der også var opsamling.Solen skinnede denne forårsdag, og i busserne var der kaffe, rundstykker og øl til små penge.

 

Fra Herning kørte vi med et enkelt ophold videre direkte til Frøslevlejren, hvor vi ankom kl. ca.10.20.Vi gik alle direkte til FN-museet, hvor de var forberedte på vores ankomst. Først fik vi en grundig information om museets tilblivelse samt indretning, hvorefter vi på egen hånd gik rundt og så de forskellige afdelinger, som med billeder, materiel og skrift viste de mange steder i verden hvor Danmark har haft soldater/ politi ude i FN tjeneste.

 

Efter at have set FN museet kunne vi gå rundt på egen hånd og se resten af Frøslevlejren, hvor især de gamle fangebygninger, der i dag er museum, var utroligt spændende at se. En tur op i et af de gamle vagttårn blev det også til, inden vi skulle mødes ved busserne igen kl. 12.30.

 

Fra Frøslevlejren kørte vi en kort tur til Holbøl Landbohjem (kro), hvor vi havde bestilt middagsmad. Maden var gammeldags sønderjysk oksesteg med masser af tilbehør. Kødet var så mørt at det næsten smeltede ved at kigge på det, og for ikke at overdrive blev der serveret 3 gange inden alle havde fået nok.

 

Fra Holbøl kørte vi til Scandinavien Center i Tyskland, hvor der var afsat en god times tid til at handle inden turen gik tilbage til Holstebro, hvor vi ankom kl. 19.00.

 

Turen kostede 110 kr. pr person alt incl., minus drikkevarer. Gammeldreng gav tilskud på 25 kr. til egne medemmer.

 

Et virkeligt interessant og godt arrangement som vi vil takke ”De Blå Baretter” for at have arrangeret.

 

Referent: Preben Olesen

 

Indkøb ved Otto Duborg

Frøslev Lejren

Søren Møller