Fotos fra grill-festen d. 20 August 2010

 

19 var mødt op i KS-Messen, hvor foreningen igen i år havde inviteret til grillaften, Flemming og Tommy havde klargjort og tændt op under grillkullene, og fra cafeteriet var der blevet bestilt og leveret oksefilet, kyllingefilet, grillpølser med tilhørende salatbar samt dessert is, kager, frugter og kaffe.

Da foreningen ligeledes også i år bevilgede fri vin, øl, vand m.m. hele aftenen var rammerne lige som lagt til en hyggelig og vellykket aften, hvor snakken gik lystig både før, under og efter spisningen.

Efter spisningen blev der serveret kaffe samt en lille ”skarp” hvis man havde lyst til det, og så blev der selvfølgelig solgt amerikansk lotteri, hvor alle havde chancen for at få del i de mange præmier, som Flemming havde fundet frem. Men til enkelte deltageres (Preben) utilfredshed blev gevinsterne ikke helt ligeligt fordelt, og da Formanden var så ubeskeden at vinde 4 flasker vin, blev Preben så tøse fornærmet at han i vidners nærvær brugte udtryk som bestikkelse og pampervælde, da han som en af de få ikke vandt noget, for at statuere et eksempel og for at standse den form for opførsel, har formanden med stor glæde indskrevet ham i den sorte bog for utilbørlig optræden, da det er meget længe siden at en Formand har skullet stå model til den slags beskyldninger.

 

 

Skulle der ud over Preben, være et par stykker der ikke fik del i gevinsterne, er jeg sikker på at chancen byder sig igen til næste sammenkomst.

 

En stor tak til Flemming og Tommy for et godt arrangement, som selvfølgelig vil blive gentaget næste år.

 

Referent: Mogens Krautwald

 

.